mandag den 29. november 2010

Alt i en gryde

Jeg har godt nok lavet en del indlæg omkring kylling, og jeg bliver lige nød til at bringe endnu et her. Kyllingekødet er denne gang brugt i den klassiske indiske ret - Tikka Masala. En gryderet, som efter min mening, er dejlig velkrydret. Den er altså ikke på nogen måde stærk, men den har alligevel en dejlig varm krydret smag - så den er perfekt til at få varmen på. Hvis det skal gå hutigt, kan man også købe Tikka masala færdig på glas, hvor man bare skal tilsætte kødet. Som tilbehør, har jeg lavet en simpel ananas og mangosalat, samt ris.








Tikka Masala

2 løg
6 fed hvidløg
700 g kyllingebryst
1/2 dl olie
3 tsk stødt spidskommen
2 tsk stødt koriander
4 tsk graram masala
2 laurbærblade
1,5 dåse kokusmælk
1 dl vand
2 tsk koncentreret tomatpure
1 dl yoghurt natural
s+p
evt lidt fløde  ( jeg brugte fløde til at runde af med )

Tilbehør
Jasminris

Pil løgene og hak dem groft. pil hvidløgene og hak dem fint.Varm olien op i stor grude, steg løg og hvidløg godt, uden hvidløget bliver brunt !
Skær kyllingekødet i mundrette stykker, og brun det godt sammen med løgene. Tilsæt spidskommen, stødt koriander, garam masala, lauerbærblade og vend det rundt i gryden. Tilsæt kokusmælk, vand og tomatpure. Kog det op, tilsæt yoghurt ( eller evt. fløde) og lad retten småsimre i 25 minutter. Smag den til !



Mango-ananas salat

1 lille moden ananas
1 moden mango
Blandet salat

Rør en dressing af olie, æbleeddike samt lidt sukker.
Skær ananas og mango i tern. skyl salaten, dryp den godt af for vand !
Anret salaten på et stort fad, hæld dressingen over og afslut med ananas og mango øverst.

fredag den 26. november 2010

Italiensk farsbrød med rødvins-tomatsauce

I mandags, havde jeg en del rødvin tilbage, efter weekendens gæster. Og rødvin skal jo helst ikke gå tabt, og da rødvin jo er perfekt i sauce, valgte jeg derfor at lave rødvins-tomatsauce til et Italiensk farsbrød. Tilbehør bagte kartoffelskiver. Ganske fint mad på en mandag.


Italiensk farsbrød 




Til  2 personer.

Fars:
¼ dl. Rasp.
1 dl. Mælk.
½ løg.
½ - 1 fed hvidløg.
250 g. hakket oksekød.
1 tsk. tørret basilikum.

Fyld:
60 g. frisk mozzarella.
½ oliven uden sten.
1/2dl. Frisk basilikum.
½ dl. Frisk persille.
Soltørret tomat i olie.
½ dl.


1. Bland rasp og mælk, og lad det stå og trække i ca. 10 minutter.
2. Pil og riv løget. Pres hvidløget. Ælt alle ingredienser til farsen sammen til en jævn og smidig fars. Lad farsen hvile 15 minutter i køleskabet.
3. Tænd ovnen på 250 grader. Rul farsen ud mellem 2 stykker bagepapir, til det måler ca 25 x 25 cm. Fjern det øverste stykke bagepapir.

Fyld:

4. Skær mozzarellaen i fine skiver. Hak oliven, tomater, basilikum, og persille, og fordel det hele over farsen. Rul farsen sammen som en roulade (husk at fjerne bagepapiret). Læg farsrouladen i et smurt, ovnfast fad.
5. Sæt farsbrødet i midten af den opvarmede ovn, og lad det stege i ca. 15 minutter. Sænk derefter temperaturen til 175 grader, og lad farsbrødet stege videre i ca. 40 minutter.





Rødvins-tomatsauce

• 8 soltørrede tomater.
• 1 løg.
• 2 fed hvidløg.
• 3 spsk. Tomatpuré.
• 1 tsk. olie.
• 1,5 dl. rødvin.
• 1/2 dl. Piskefløde.
• Salt og peber.
• 2 dl. fond.


1. Hak de soltørrede tomater, løg og hvidløg fint.
2. Sauter dem derefter nogle få minutter i olie, tilsæt tomatpuré og svits det godt. Tilsæt rødvin og fond og lad det simre nogle minutter.
3. Tilsæt piskefløde og lad det koge stille og roligt.
4. Smag til med salt og peber, og evt. sukker.

Serveres med bagekartofler skåret i skiver, vendt i olie og bagt i ovn, ca 45 min.

torsdag den 25. november 2010

Cornflakes og kylling

Kan blive til disse her meget meget børnevenlige chicken nuggets. Jeg har lavet dem flere gange, dels fordi min dreng på 6 år elsker dem, og fordi de er vildt nemme at lave. Cornflakes, kyllingebryst samt en frysepose, så er den hjemme. Nå, ja - lidt salt, peber og fedtstof skal der selvfølgelig også til. Cornflakesene gør kyllingen dejlig sprød, og på ingen måde "fedtet". Cornflakesene hænger fint fast på kyllingen, men når du steger dem, skal de vendes lidt forsigtigt, så cornflaksene ikke "falder" af.  

Chicken nuggets




Til en person.

1 kyllingebryst
1 stor håndfuld cornflakes
s+p
lidt fedtstof
evt. en frysepose

1. Skær kyllingebrystet ud i 1,5 cm tykke skiver.
2. Hæld cornflakes i en frysepose og knus dem, de skal ikke være lige så knust som rasp.
3. Åbn posen og drys salt og peber ned i, kom derefter kyllingestykkerne i og vend godt rundt, til cornflakesene hænger fast på kyllingestykkerne.
4. Steg kyllingestykkerne på panden i lidt smør og olie , pas på, de ikke brænder på. Vend dem forsigtigt. De skal have 4-5 minutter på hver side.



tirsdag den 23. november 2010

Knæk, knæk...

Noget jeg kommer til at bage ofte, er helt sikkert disse sprøde knækbrød, for de er bare goooeee. Sagt på nordjysk. Rigtig gode, endda. Og tilmed nemme at lave. De kræver dog lige indkøb af de forskellige kerner, men så er der også til rigtig mange brød. Opskriften har jeg fået af en af mine kursister, da vi en dag kom til at tale om knækbrød. Jeg har forsøgt at bage knækbrød før, men de blev så absolut ikke goooee. De blev meget "alterbrøds-agtige", så en anden opskrift på knækbrød ville være at foretrække. Sådan en havde min kursist lige i ærmet, hvilket jo var rigtig heldigt.








Knækbrød

1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
3 1/2 dl mel
2 dl vand
1 1/4 dl olie
1 tsk. bagepulver
2 1/2 tsk. salt

Havregryn, sesamfrø, hørfrø, solsikkekerner, hvedemel, bagepulver og salt røres sammen. Vand og olie tilsættes og røres til en jævn dej, der deles i 2 lige portioner.

Rul dem ud mellem 2 stk. bagepapir og læg dem på en bageplade.

Skær dejen i firkanter med en pizzakniv. Det er det nemmeste, og bag knækbrødene i 15-20 min ved 200 grader. Opbevares i en kagedåse.



søndag den 21. november 2010

Vinter hvid og frossen sommer

Indrømmet. Jeg er ikke meget for vinter. Jeg er ikke meget for sne, og jeg er bestemt ikke meget for kulde. Så for mig, var det lidt øv, lørdag, at vågne op til et vinter hvidt Aalborg. Det eneste jeg egentlig synes der behøver at være vinter hvidt, er denne her dejlige dejlig dejlige pakke


Så den røg lige i indkøbskurven, sammen med lidt frossen sommer, af denne her type



Hvilket blev til dette her


Og dernæst til dette her




Hvid chokolademousse med jorbærsylt

Opskriften kommer fra "Politikens bog om dessert" af Mette Blomsterberg. Den kan jeg varmt anbefalde, da der her er rigtig mange lækre og spændende ideer til desserter.
I opskriften står der at der kan blive 8 portioner, det kunne der så ikke, da jeg lavede den ! - Måske var det fordi jeg brugte nogle lidt for store glas til at hælde moussen op i. Lav derfor  ekstra, hvis moussen skal i store glas. Lad den gerne stå længe (6-7 timer) i kølesskabet og "samle sig"

Til 8 person.

Jordbærsylt

250 g jordbør, friske eller optøede frosne
150 g sukker
1 spsk vand

Kog bær, sukker og vand for svag varme i ca 15 min. Skum af undervejs. Fyld sylten i 8 smukke glas og afkøl helt i køleskab. ( 1-2 timer)

Hvid chokolademousse

1 blad husblas
200 gram god hvid chokolade  + 75-100 g til pynt
1 dl pasteuriseret æggeblomme
1 spsk flormelis
1,5 dl pasteuriserede æggehvidder

Læg husblassen i blød, i koldt vand (1/2 liter), i 30 min.
Smelt chokoladen over vandbad. Pas på der ikke kommer vand ned til chokoladen. Chokoladen skal være godt lun. Pisk imens æggblommer og flormelis sammen til en æggesnaps. Pisk æggehviderne stive, men ikke knoldede. Kom den godt lune chokolade op i æggesnapsen, og rør godt rundt.


Vrid husblassen fri for vand, kom den i et glas og smelt den, under omrøring, over vandbadet fra chokoladen.. Kom den smeltede husblas op i den lune chokoladesnaps. Vent 5 min !
Vend herefter de stift piskede hvider i chokoladesnapsen. Vend det forsigtigt sammen og stop, når moussen er ensartet.
Fyld moussen i glassende med jorbærsylt. Afslut med flager af hvid chokolade. Sæt dem i køleskabet til de skal serveres. De skal gerne stå i kølesabet 2-3 timer. Moussen bliver mere fast, hvis den står der 6-7 timer.

fredag den 19. november 2010

Et 70ér hit - efter teatertid

Var denne forret, som egentlig er ret festlig og "fluffy". Jeg har lavet retten MEGET om, iforhold til den originale opskrift. Vel mest fordi jeg ikke var helt tilfreds med smagen. Dog synes jeg alligevel, det er en sjov og anderledes forret, specielt med de piskede hvider, der giver retten et "fluffy" udseende, og den virker også luftig når man spiser den. Den originale opskrift er fra den første kogebog fra Karolines Køkken, som udkom i 1972 og hedder "Det bedste fra Karolines køkken". I kogebogen bliver den kaldt Ostebrød med krabber. Den oprindelige opskrift er der linket til her:

www.arla.dk/opskrifter/opskrifter/ostebrod-med-krabber

Jeg har ændret kraftigt på "cremen", som er under hviderne. Jeg har udskiftet krabbekødet med røget laks, og mayonnaise, fløde og paprika, er udskiftet med creme fraise og persille. En sjov og anderledes forret. ( Der kan nydes efter teatertid, som der står i den oprindelige opskrift) - server evt. lidt salat til.


Et redesignet navnløst 70er hit.




Til 4. pers.

4 skiver toastbrød
100 g røget laks
2 dl creme fraise
4-5 spsk persille
2 bægre pasteauriserede æggehvider
Citronsaft
salt og peber
Lidt revet ost, evt cheddar


Skær laksen ud i tynde små strimler, og bland laksen i en skål med creme fraise og persille. Smag cremen til med salt, peber og lidt citronsaft. Rist brødende LET i ovnen, pas på de ikke bliver ristet for meget. Pisk imens hviderne stive. Afkøl brødene lidt og smør et tykt lag "creme" på brødene og dæk cremen med hviderne. Drys lidt ost på toppen. De skal bages i en forvarmet ovn (200 grader) i ca. 10 min, til de er gyldne. Velbekomme !    

torsdag den 18. november 2010

Chokolademarengs med græsk yoghurt.

I søndags, da jeg havde besøg af min bror og kæreste, kom jeg, udover blåbærkagen, også liiiiige til at lave lidt dejligt marengs. Chokolademarengs, som her er toppet med græsk yoghurt, mandarin og lidt hakket pistacienødder. Den græske syrlige yoghurt giver et godt modspil til den søde marengs. Desuden bliver det en mindre syndig dessert, når den toppes med yoghurt, end med flødeskum. En nem og lækker lille desssert. Du kan servere dem med andre frugter, bær og nøddder, hvis du har lyst til det. Vær opmærksom på at marengsen kun skal bages ved 130 grader !

Chokolademarengs med græsk yoghurt






Til 4 personer

2 bæger pasrteuriserede æggehvider
200 gram sukker
2 spsk kakao
3 tsk mel
2 tsk hvid balsamicoeddike

Servering

Græsk yoghurt
250 gram frugt
Nødder til drys

Tænd ovnen på 130 grader. Pisk æggehviderne stive og pisk sukker i lidt ad gangen. Bland kakao og mel, og vend det forsigtigt (evt. med en dejskraber) i de stive æggehvider. Vend eddiken i.
Sæt med en ske 5-6 store marengs på en bageplade med bagepapir, og bag dem 35-40 min. Server dem lune med græsk yoghurt, frugt og nøddedrys.

onsdag den 17. november 2010

Skinkemignon med selleripuré og æblesalat

Denne aften har jeg haft fri, så der har været tid til at lave lidt mad, i mit lille køkken. Skinkemignon med selleripuré og æblesalat. Menuen har jeg selv sat sammen. Det er kun til selleripuréen, hvor jeg har fulgt en opskrift, og dog alligevel, den har jeg også ændret lidt på. Det er sjældent jeg følger en opskrift helt til punkt og prikke. Opskriften på selleripuré, som jeg i store træk har fulgt, er fra kogebogen "Spise med Price" - Den behøver nok ikke nogen yderligere præsentation. Begynd med mignonen, da den skal koge under låg i 40 min og derefter hvile i 5-10 min.







Skinkemignon

2 skinkemignon ( til 4 pers. - til 2 pers. 1 mignon)
Smør
100 gram bacon
3 dl vand
2-3 spsk barbecuekrydderi

Brun mignonen godt på den ene side i en stor gryde. Vend den og brun den på den anden, og tilsæt bacon samt krydderi. Når mignonen er brun på alle sider, tilsættes vand. Lad mignon simrer i gryden under låg i 40-45 min. Derefter kan mignonen trække i 5-10 min under folie. Hæld vandet igennem en sigte, og brug det som en sky. Bacon skal bruges til pureren.



Selleripure

Til 4 pers.

1 lille selleriknold eller 1/2 stor knold.
3 dl mælk
1 dl fløde
1 spsk smør
evt . bacon fra mignonen.


Skræl sellerien og skær den i terninger. Kog sellerien mør i en gryde under låg, med mælk og fløde. Det tager ca. 20 min. Brug stavblenderen, og blend pureren. Varm puréen lidt op, og tilsæt smør og lad det smelte. Smag puréen til med salt, og du kan tilsætte bacon fra mignonen.


Æblesalat 

2 røde æbler
2 grønne æbler
6 tsk æbleedike
6 tsk olie
Fint hakket persille ( evt fra frost)

Skær æblerne i fine små tern. Hæld dem i en skål, og bland med persille ( evt 2-3 spsk )
Bland dressingen, olie og æbleedike. Tilsæt dressingen ad flere gange, til salaten er passende "fugtig".
Salaten bliver dejlig syrlig, tilsæt eller drys evt. lidt sukker over salaten og bland den god, hvis du synes den er for sur.

mandag den 15. november 2010

Stærk som Skipper Skræk

Bliver man måske, af at spise dette dekorative spinatbrød, med et flot spiral mønster.
Brødet passer godt som tilbehør til de fleste retter. Brødet holder sig frisk længe pga spinatfyldet. Ud af denne opskrift bliver der et MEGET stort brød, så du kan med fordel dele det op i to, eller bage en halv portion som jeg har gjort. Der skal 350 gram frisk spinat i til fyld, hvilket umiddelbart virker af meget, men spinaten "falder" sammen når den dampes ! 

Spinatbrød





Dej
25 g gær
1.5 tsk salt
ca. 450 g mel
3.5 dl lunkent vand

spinatfyld
350 g frisk spinat
1 tsk salt
2 fed hvidløg

1 æg til pensling
2 - 3 spsk chiliflager

Opløs gæren i lunkent vand. Tilsæt salt og mel, lidt ad gangen. Ælt dejen til den lige akkurat slipper fingrene. Lad den hæve 30-45 min. Lav spinat fyldet imens. Skyl spinaten godt, og kog spinaten under låg i 3 spsk vand, til den falder sammen. Det tager nogle minutter. Rør lidt i spinaten. Tag den af varmen og blend spinaten sammen med hvidløg og salt.





Drys mel på bordet. Rul dejen ud til en firkant.Smør spinatfyldet ud på dejen i et jævnt lag, men ikke helt ud til kanten. Rul dejen løst sammen på det lange led. Læg den på en bageplade på bagepapir, med "lukningen" nedad mod bagepladen. Lad brødet efterhæve 15 min, pensl brødet med æg og drys med chiliflager. Bag det ved 180 grader (varmluft) i 30 min. Afkøles på en bagerist, før du skærer af det.


søndag den 14. november 2010

En pragtfuld blåbærkage

Kage kan man jo godt bage - specielt på en søndag, hvor min bror og kæreste har været på besøg. Kagen der blev bagt denne eftermiddag, var en pragtfuld blåbærkage. Blåbær smager jo helt fantastisk i kager. Til denne kage, skal der der tilsættes mange blåbær, 300 gram for at være præcis. Måske er det derfor den bliver så god. Da der skal tilsættes så mange, har jeg valgt at købe blåbærene på frost - ellers bliver det en lidt bekostelig kage. Blåbærene skal først drysses over kagen til sidst, men desværre synker blåbærene til bunden efterhånden som den bages. Det har jeg dog forsøgt at forhindre, ved at rulle blåbærene i mel, før jeg dryssede dem på, men det virkede desværre ikke. Jeg havde ellers læst det skulle afhjælpe problemet. Pragtfuld bliver den nu alligevel.

Blåbærkage.






3 æg
300 g blåbær
3 dl sukker
3 dl mel
100 g smør
1,5 tsk bagepulver
2 tsk vaniljesukker


Smelt smør.
Pisk æg, sukker og vaniljesukker til det bliver luftigt. Bland mel og bagepulver, og vend det forsigtigt i. Tilsæt smørret, lidt ad gangen. Rør hele kagen forsigtigt sammen, og hæld dejen i en smurt springform. Drys blåbærene over, og drys med lidt sukker. Kagen bages i ovnen i ca 40-50 min ved 180 grader.

fredag den 12. november 2010

Morten Kok

Efter 3 dage i streg med madlavningskurser, hvor den bl.a. har stået på whiskeysovs, isbombe  og tyk bearnaise, synes jeg, det var tiltrængt med lidt "let" aftensmad. Karry-suppe med ris og bacon blev det til. En karrysuppe, som er lavet af Morten "Kok" ( ejer af Mortens Kro i Aalborg). Opskriften kommer fra kogebogen "Shark Food", som han har lavet i et samarbejde med Aalborg DH. Suppen er lavet på ananas, banan, æble og æblejuice, hvilket giver den en fantastisk frugtsmag der står godt til karryen. En virkelig lækker suppe, der også mætter. Der skal tilsættes ris, og istedet for bacon, kan man bruge kyllingebryst. Passer sig også godt som forret.


Karrysuppe med ris og kylling/bacon 






Til 2-3 pers.

2 skalotteløg
1 madæble
Lidt frisk ananas ( jeg brugte kødet fra en tyk skive frisk ananas)
1 moden banan
5 dl æble juice
4 spsk karry
5 dl hønseboullion
Lidt fløde eller mælk ( jeg brugte 1 dl piskefløde)
2 dl kogt ris
2 kyllingebryster i strimler, eller lidt bacon


Kog ris.
 Løg og madæble hakkes groft og  sauteres i fedtstof. Tilsæt karry og rist godt igennem, så karryen afgiver sin fyldige smag.Tilsæt derefter ananas, banan og derefter æblejuice og boullion. Lad suppen koge til grønsagerne er møre ( 15-20 min ) . Blend den derefter og tilsæt fløde. Kog den op igen, smag den til og tilsæt ris og evt kylling. Kan pyntes med rød eller grøn peber.  

torsdag den 11. november 2010

Italiensk igen

Og denne gang er det en omgang skøn italiensk calzone, eller på dansk indbagt pizza. Jeg har lavet en traditionel calzone, med skinke, champignoner og flødeost. Egentlig er den originale opskrift med ricotta, men da jeg så ofte laver mad med ricotta, fik jeg lyst til bare at bruge alm. flødeost. Begge dele kan bruges og fungere fint. Calzone er på en måde nemmere at lave end alm. pizza, da der ikke er noget af fyldet som skal koges først. Fyldet skal bare røres sammen. Nogle vil måske tro, at en hjemmelavet "indbagt" pizza bliver tør, men det er ikke tilfældet med denne opskrift. Hvis du har god tid, kan du bage dem på alm. over - undervarme, altså en ad gangen, i stedet for to i luftovnen. På den måde bevares mere fugtighed. Jeg bagte dem dog i luftovnen, og der blev de ganske - ganske fine.

Af nedenstående opskrift bliver der 2 stk, så der er nok til 4-5 personer.


Traditionel calzone




400 gram mel
20 gram gær
2 spsk olie
1 tsk salt.
1 ds hakket tomater
200 g skimke
250 g champignon
250 g mozaralla
3 æg
400 g ricotta, eller flødeost.
1 spsk tørret basilikum
1 spsk tørret oregano
s+p


Hæld melet i en skål, lav en fordybning og bræk gæren i. Tilsæt lunkent vand (3,5 dl ca) og 2 spsk olie, samt salt. Ælt til dejen er glat. Lad dejen hæve i 40 min.
Lav fyldet imens. Rens og snit champignonerne fint. skær mozzaralla og skinken i små tern. Bland tomat, flødeost, og 1 æg godt. Tilsæt krydderierne og champignoner samt skinken. Bland det godt.

Del dejen i to og rul dejen ud, så tyndt som muligt.  Læg halvdelen af fyldet på den ene halvdel af dejen, og vend den anden halvdel over fyldet.
 Pensl kanten med sammenpisket æg og  tryk kanten sammen med en gaffel. Fold derefter kanten en gang ind mod fyldet, og tryk den samme igen med fingrene. Pensl calzonen med sammenpisket æg. Bag den i ovnen i 25 min ved 200 grader. 

tirsdag den 9. november 2010

Ota-solgryn

Kan blive til disse herlige havregrøds-boller, som jeg bager i vildskab for tiden. Bollerne bliver dejligt "lette" og de kan holde sig friske længe. Dejen kan koldhæve i køleskabet ( ca 8-10 timer ) eller de kan hæve alm. ved stuetemperatur, i ca 1 time. Husk at afkøle havregrøden, før den tilsættes væsken og gæren.

Havregrøds-boller




ca 10 stk.

2 dl lunkent vand
25 gram gær
4 dl kogt havregrød
1 dl syrnet mælkeprodukt ( fx kærnemælk, A-38 eller yoghurt )
1 spsk salt.
ca 200 g grahamsmel eller speltmel ( disse er lavet med grahamsmel)
ca 200 g hvedemel

Opløs gæren i vand. Rør havregrøden i, og tilsæt alt undtagen hvedemel. Rør hvedemelet i, til konsistensen er fast, men stadig lidt klistret. Dejen hæver koldt i køleskabet 8-10 timer, eller ved stuetemperatur i 1 time.
Afsæt med to skeer boller på en bageplade, og lad dem efterhæve 15 min. De kan pensles med æg, vand eller mælk.. Bages i 15-20 min ved 225 grader. Lad dem køle af på en bagerist.   


mandag den 8. november 2010

Indisk Curry

Med kylling, kartofler og blomkål. En dejlig hygge-ret, som giver varmen på en kølig efterårsdag i november. Retten her laves med letmælkyoghurt, som bevirker at curryen bliver en anelse "grumset". Yoghurten kan evt. udskiftes med lidt piskefløde, så smagen bliver mere rund og cremet, desuden undgår man det "grumsede" udseende. Man kan servere curryen med ris, eller evt. øge mængden af kartofler og blomkål, og dermed spise den som den er, uden ris.


Indisk Curry med kylling, kartofler og blomkål.


Til 4. pers.

2 løg
2 fed hvidløg
2 tsk olie
1 spsk garam masala (indisk blandingskrydderi, fås i større supermarkeder)
1 spsk karry
1 dåse hk. tomater
1 lille dåse tomatpure
2,5 dl vand
250 g kartofler i tern
300 g blomkål i små buketter.
salt
2 kyllingefileter
3 dl letmælksyoghurt
200 g fine ærter

Hak løg og hvidløg, svits det i olie i en gryde.Tilsæt masala og karry, og lad det svitse med et øjeblik. Tilsæt hk. tomater, tomatpure og vand. Derefter skal det simre i 10 min under låg. Kartoflerne, blomkål og kylling tilsættes, og koges i ca 25 min. Herefter tilsættes yoghurt og ærterne og retten simrer i 5-6 min. Smag curryen til, og server den med ris og frisk koriander (evt. persille istedet for)

Et perfekt match

Jeg eeeelsker marengs i alle afskygninger. Jeg ved ikke helt hvorfor, men måske fordi marengs på samme tid er sød, blød, sej  - og alligevel også sprød. Desværre deler min mand ikke helt min passion for marengs, han er tilgengæld vild med lagkage. Et perfekt match må så være denne Amerikanske lagkage, der netop forener alm. lagkage med lækker lækker lækker marengs. Begynd i god tid, da bundene skal bage længe (60 min) + tid til afkøling. Dejen til lagkagebunden kan med fordel smøres med en kniv ud på bagepapiret, så den bliver fin tynd og rund. Når bundene er færdigbagte, er de meget skrøbelige. Marengsen krakelere nemt, så vær forsigtig, når du tager dem ud af formene.

Amerikansk lagkage 




75 g smør
100 g sukker
4 æggeblommer
2 tsk bagepulver
3 spsk mælk

Marengsmasse
4 æggehvider
200 g sukker
1 tsk eddike

Fyld
200 gram marmelade (abrikos, hindbær eller jordbær )
2.5 dl piskefløde.

Som det første, del blommer og æggehvider i to skåle. Pisk æggehvider, sukker og eddike til en tyk marengsmasse.
I en anden skål røres smør og sukker let og cremet. Tilsæt æggeblommerne lidt af gangen og rør. Bland mel, bagepulver og mælk i. Smør halvdelen af dejen ud på bagepapir ( rund, ca 24 cm i diam. ) og fordel marengsen over. Gør det samme med den anden halvdel af dejen. Løft dem over i springform.
Bag dem i en forvarmet ovn 140 grader i 60 min.
Lad dem afkøle i formene. Den ene bund lægges med marengsen nedad på et fad. Marmelade og flødeskum fordeles på bunden. Hvorefter den anden bund lægges på med marengsen øverst.


                                          Bunden med marengs før den bages.

torsdag den 4. november 2010

Nutella, go home !

Nogle opskrifter kræver en anledning for at blive til virkelighed. Og - da min skønne, dejlige vidunderlige veninde imorges kom forbi til morgenmad, synes jeg lige det var en passende god anledning til at lave luksus chokoladesmør med honning og hasselnødder, istedet for at bage noget andet sødt. Det skal hurtigt understreges, at jeg så absolut ikke har fortrudt det valg, for - hold da op - hvor er det lækkert. Hjemmelavet chokoladesmør, med masser af knassende nødder og mørk chokolade. Nutella, go home.

Chokoladesmør med honning og hasselnødder.









100 gram hasselnødder
3 spsk flydende honning.
3 spsk nøddeolie ( af hasselnødder, mandler eller valnødder)
150 gram mørkchokolade

Fordel nødderne på en bageplade, med bageparpir, og sæt nødderne i en forvarmet ovn på 200 grader. Varm dem i ca 5 min. Lad dem køle af og gnid dem så i et rent viskestykke, sådan at skallerne løsner sig og kan fjernes. Blend derefter nødderne, sammen med honning og olie. Du kan blende det helt eller bare "groft", så smørret bliver chrunchy. Smelt chokoladen over vandbad, og rør den smeltede chokolade i nøddeblandingen. Kom det i en skål, og afkøl. Opbevares køligt, dog ikke i køleskab !
Tip, hvis du har problemer med at blende nøddeblandingen, ( hvilket jeg havde) kan du tilsætte det smeltede chokolade, og derefter blende det. Tip, nr 2. Børn synes måske denne hjemmelavede nutella er for stærk, så prøv med sød mælkechokolade istedet.

onsdag den 3. november 2010

Pasta i mandelsovs med hørfrø.

Jeg er ret glad for sovs, så jeg laver meget gerne sovs. En god sovs kan redde alt ! Denne her specielle sovs med mandler og hørfrø, har jeg dog aldrig lavet før. Egentlig skulle der ha´ været tilsat birkes, men da jeg ikke kan tåle birkes, har jeg skiftet dem ud med hørfrø. Hvilket fungere fint. Sovsen bliver meget cremet og knasende. Den passer rigtig godt til pasta. Server gerne noget syrligt/frisk tilbehør, da den kraftige fløde-nøddesmag kræver et syrligt modspil.

Pasta i mandelsovs med hørfrø/birkes 






Til 3-4 personer.

150 gram mandler.
Smør
1,5 dl fløde
ca 1 dl vand (måske mere)
2-3 spsk citronsaft
salt

300-400 gram pastapenne

Smut mandlerne, og steg dem i en gryde til de er gyldne. Hvis du bruger birkes skal de steges med. Tilsæt fløde og blend med en stavblender til sovsen er cremet og tyk. Tilsæt derefter vand  ( måske mere end 1 dl - hvis du ikke ønsker den skal være for tyk )  citronsaft og hørfrø. Varm sovsen hurtigt op, og smag til med salt og citron. Sovsen kan tåle meget citron og salt, så smag til ! Vend sovsen i de kogte pastapenne og server straks.

mandag den 1. november 2010

4 gode grunde til at lave disse her.

I sommers gav jeg mig selv en lille udfordring. Jeg ville forsøge at lave/teste 60 nye retter på  60 dage. Jeg nåede det dog ikke helt, kom vel op på 40 stk. En af de retter jeg fik lavet var disse tunfrikadeller, og de er  blevet lavet flittigt lige siden. Dels - er de super nemme at lave, dels er de meget børnevenlige ( min søn elsker dem ) og dels smager de fantastiske og sidst men ikke mindst - er det en let måde at få mere fisk på.
En nem,sund og børnevenlig hverdagsret.



Tunfrikadeller    





Til 2 - 3 personer.

2 dåser tun
1 æg.
Godt med fint hakket persille
1-2 fed knust hvidløg
2 dl syrnet fløde ( 9%)
4-5 spsk rasp
s+p

Hæld vandet fra tunen. Kom den i en skål med æg, persille, hvidløg. Tilsæt syrnet fløde og rasp, plus salt og peber. Rør farsen godt sammen, og stil den i køleskabet og lad den hvile i 30 min ( dett er ikke nødvendigt )
Steg frikadellerne i fedtstof ved jævn varme, til de er gyldne. Kan spises til rugbrød, salat, og kartofler.