Efter 3 dage i streg med madlavningskurser, hvor den bl.a. har stået på whiskeysovs, isbombe og tyk bearnaise, synes jeg, det var tiltrængt med lidt "let" aftensmad. Karry-suppe med ris og bacon blev det til. En karrysuppe, som er lavet af Morten "Kok" ( ejer af Mortens Kro i Aalborg). Opskriften kommer fra kogebogen "Shark Food", som han har lavet i et samarbejde med Aalborg DH. Suppen er lavet på ananas, banan, æble og æblejuice, hvilket giver den en fantastisk frugtsmag der står godt til karryen. En virkelig lækker suppe, der også mætter. Der skal tilsættes ris, og istedet for bacon, kan man bruge kyllingebryst. Passer sig også godt som forret.
Karrysuppe med ris og kylling/bacon
Til 2-3 pers.
2 skalotteløg
1 madæble
Lidt frisk ananas ( jeg brugte kødet fra en tyk skive frisk ananas)
1 moden banan
5 dl æble juice
4 spsk karry
5 dl hønseboullion
Lidt fløde eller mælk ( jeg brugte 1 dl piskefløde)
2 dl kogt ris
2 kyllingebryster i strimler, eller lidt bacon
Kog ris.
Løg og madæble hakkes groft og sauteres i fedtstof. Tilsæt karry og rist godt igennem, så karryen afgiver sin fyldige smag.Tilsæt derefter ananas, banan og derefter æblejuice og boullion. Lad suppen koge til grønsagerne er møre ( 15-20 min ) . Blend den derefter og tilsæt fløde. Kog den op igen, smag den til og tilsæt ris og evt kylling. Kan pyntes med rød eller grøn peber.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar