søndag den 9. januar 2011

Mørbrad på syltet kål med mandeltomatkompot (Power food 2)

Jeg fortsætter med opskrifter fra kogebogen "Power food", som jeg beskrev i forrige indlæg.
Mørbrad på syltet kål med mandeltomatkompot og druer. Kompotten kræver lidt tålmodighed, da den skal koge ind og blive tæt i konsistensen. Imens den koger, skal der røres flittigt i gryden - så den skal man altså være "over" ! Mørbraden blev rigtig mør og saftig, den fik kun 20 min i ovnen. Helt perfekt. Pas på med kompotten, den smager skønt, lidt af lakrids faktisk, men den bliver også ret sød, så det er ikke de store mængder der er nødvendig. Kompotten kan bruges i en sandwich dagen efter, sammen med kød og rucola. (kokketip fra bogen)

Mørbrad på bund af syltet kål med mandelkompot og druer



2 pers.

1 svinemørbrad
4 spsk. olivenolie
100 g fint snittet hvidkål/spidskål
2 tsk. eddike
2 tsk. sukker
12 stenfrie druer

Kompot

80 g sukker ( jeg brugte kun 65 g )
10 hele mandler
2 tomater
1 løg
1 kanelstang ( dette undlod jeg )
1 stjerneanis ( jeg brugte stødt anis, 1/2 tsk. )
1 fed hvidløg
2 spsk eddike
1 spsk tomatpuré


Tænd ovnen på 175 grader. Rens mørbraden for sener. Brun mørbraden af på en pande i halvdelen af olien. Brun den på alle sider. Læg mørbraden i et ildfast fad. Krydr med s + p.  Steg den i ovnen i ca 15-20 min. Saften skal være klar.
Vend kålen sammen med olie, sukker og eddike i en skål.
Kompotten: Smelt sukkeret i en gryde, til det er lysebrunt. Tilsæt de øvrige ingredienser. Rør i gryden hele tiden. efter 10-15 min er kompoten færdig - den skal være tæt i konsistensen.
Anret kålen på en tallerken, kom skiver af mørbrad ovenpå og slut af med en skefuld kompot øverst. Skær druerne i kvarte, og drys dem rundt om retten.



3 kommentarer:

  1. Hvor ser det godt ud :-) Den kompot lyder ret interessant, desværre er min kæreste ikke specielt vil med anis - godt han snart skal på skiferie ;-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  2. Øj, hvor ser det spændende ud, og mon ikke jeg kan lokke gemalen med på at prøve den en dag :-)

    SvarSlet
  3. Tak, tak til jer begge.
    Måske kan den laves uden anis, det tror jeg faktisk den kan, med et godt resultat alligevel..

    Piskeriset, måske du simpelthen bare skal lave den til gemalen, så takker han nok ikke nej, mon !
    há en god tirsdag
    :-)
    Boegeskov

    SvarSlet